Trøfler

Det er slut med de hvide, og nu kører de sorte for fuld udblæsning. Vi har i år fået noget nær perfekte trøfler fra Tricastin i Sydfrankrig. Hver gang jeg trækker handsken på, åbner kassen og gør trøffelhjernet klar, er det som om, det var første gang, jeg skulle høvle en trøffel. Det er så stor en fryd at fornemme duften fylde rummet, og ikke mindst at opleve henrykte gæsters "iiih, næææhhhh, åååh". Det gør det ikke værre, at Thomas med jævne mellemrum indskyder, at vi også skal huske at komme nok på. JA TAK!!! 

Vinmæssigt havde jeg en dejlig, berusende oplevelse med sorte trøfler, godt selskab (selvom Thomas snakkede usandsynligt meget...) og fantastisk mad for nylig på Kong Hans. Ofte undervurderer man, hvor stor betydning det har for nydelse, at man har ligesindede at dele nydelsen med. Niels Lillelund og Thomas var derfor GODT SELSKAB (selvom Thomas snakkede rigtig meget...) til frokosten. For nylig havde vi en gæst, som udbrød "Næh, skal vi have chokolade ovenpå", da vi begyndte at høvle trøfler ved bordet, og selvom det som sådan var en ganske morsom udtalelse i forhold til, hvad vi rent faktisk havde gang i, så tænkte jeg alligevel efterfølgende, at især de trøfler vi har fået i år, har noget chokoladeagtigt over sig. Magien ligger jo netop i det sammensurium af velkendte dufte, som en trøffel i al sin kompleksitet er gjort af. 

Jeg tænker stort set altid først champagne, når jeg tænker vin til trøfler.

Min første ud af kroppen oplevelse med trøfler og champagne var carpaccio af +8 oksemørbrad med parmeggiano og trøfler ledsaget af mit første møde med Dom Perignon 2000. MAGISK!

Denne ret var da også første ret på menuen til førnævnte frokost dog her parret med André Clouets "1911" som gjorde det rigtig godt i DP's fravær. Usandsynlig god kombination, og retten var fuldstændig perfekt balanceret. TAK MARK! Niels så glad ud og kom med rosende ord (når Thomas ikke lige snakkede....). Torsk belagt med trøfler serveret med sauteret spinat (jeg glæder mig til 80'er køkkenet bliver på mode igen, for sauteret spinat smager virkelig godt!) og hummerbisque med trøfler var næste servering, og selvom både Niels og Thomas roste vinvalget, 2006 Noisetiers fra Kistler, var jeg ikke 100% tilfreds. Lidt for meget tutti frutti var ikke bull's eye til trøflerne, og det bekræftede min forestilling om, at trøfler og frugtighed ikke går hånd i hånd - og det på trods af, at hummerbisquen var ret sødlig.

Pocheret hønseæg med rugrisotto og selvfølgelig trøfler var rigt og dejligt. Vi har kørt æg og trøfler siden de første hvide kom i slutningen af september, og vores gæster har været fuldstændig vilde med kombinationen. Æggeretter ses næsten uden undtagelse på samtlige toprestauranter i den vestlige verden, men af en eller anden grund har det forbigået de danske. Det er tydeligvis en fejl. Champagnen vandt foran så overbevisende et glas som Clos St. Jacques fra Rousseau 2004. Æg og rødvin - nej, ikke rigtigt.

Duen var Thomas ikke helt tilfreds med, selvom vi andre frydede os. Thomas er bare dueekspert no. 1, og alle burde komme og spise due på Kong Hans. Det er state of the art. Vinen frydede især Niels sig over. Han var hjemme i Rhone med La Chapelle 1991, og det smagte så englene synger (endda højere end Thomas kunne snakke...) og trøffelsmagen dansede med de tertiære aromaer i vinen. Og så på en tirsdag i januar med finanskrise. Fuck den